Men sagen er den, hvis jeg kommer i tanke om et eller andet, der bare skriger "BLOG!", så glemmer jeg det hvis jeg ikke har skrevet det ned 10 minutter efter jeg kom i tanke om det! Jeg er ved at blive meget glemsom på mine gamle dage... Tsk. tsk. En løsning er at skrive det ned på en lille fin "sticky note" i gul, lilla eller blå farve her på computeren - men min skærm ville være overmaklet med "sticky notes", så... nej...
A propos glemsomhed... En lille historie fra dengang jeg kun var 15 år... Dvs. et par få måneder siden! Jeg havde bagt en lækker gulerodskage, og var super stolt af den - det var lykkedes mig at skære sukker- og fedtindholdet så langt ned, at et stykke af min super-gulerodskage indeholdt samme antal kalorier som en krydderbolle - og med flere kostfibre!! Nå, men jeg havde lagt gulerødderne 'på plads' og derefter serveret min fine gulerodskage for familien. Ingen problemer der. Næste dag får jeg så lyst til en gulerod som mellemmåltid, og kigger straks i grøntsagsbeholderen i køleskabet. Til min forbløffelse ser jeg kun agurk, tomater, citroner, en gammel porre og 7 fed hvidløg spredt ud over bunden - men ingen gulerødder. Åh, nej, tænker jeg og husker tilbage til dengang jeg placerede sennep-flaksen i skabet med rengøringsmidler, uden at tænke over det.
Jeg gennemgår systematisk hele køkkenet og leder febrilsk efter gulerødderne. De var i en 2 kilo-pose, såe... så svære brude de heller ikke være at finde. Men intet resultat. Jeg leder endda i skabet med rengøringsmidler, men der var ingen gulerødder (eller sennep for den sags skyld). Jeg overvejer, om jeg virkelig brugte alle gulerødderne, men slår tanken ud af hovedet. Så er det mor siger: "Har du kigget i fryseren, Ester?" Jeg tænker: "Seriøst mor, tror du jeg er DUM?? Hvad skulle de ligge der efter?" men jeg går alligevel ned og kigger. Åbner fryserens låg og glor ned i kaosset af frosne rabarber, lakridsis og hakket oksekød i fryseposer. En pose fanger mit blik. Noget orange... Jeg tager den op og tror ikke mine egne øjne. GULERØDDERNE!! Jeg stirrer fortabt på de dybfrosne gulerødder og vandrer brødebetynget op til mor (efter at have lukket fryserens låg, selvfølgelig). Mor griner og forklarer mig at de ikke står til at redde, selv om jeg hårdnakket påstår de sagtens kan spises, når de tøs op. Natten tilbringer gulerødderne i vasken, men næste dag er de lige så slatne som snørebånd og smager aldeles klamt.
Det er i sådanne situationer, man er inderligt glad over, at konformationen ER overstået og at der sikkert er længe til brylluppet, hvor de pinlige historier om en kommer frem...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar