Så sidder jeg her igen. Billedkunstbøger, bankpapirer (jep.. yaks!!) og rod overalt på skrivebordet. SRO er ved at nå sin ende, og jeg er ved at lægge sidste hånd på værket i form af en konklusion, der ikke rigtig vil hænge sammen med indledningen. Måske fordi indledningen stinker... Hm!
Men min egentlige grund til at skrive, er... Har I nogensinde oplevet den følelse af panik, der melder sin ankomst, når man er alene hjemme, og der pludselig er en fremmed mand i indkørslen med en bil med trailer OG en stige? Og han så pludselig sætter stigen op ad husmuren og skramler på taget? Nej, ikke? Nå, men lad mig indvie jer lidt i situationen. Jeg skrev lynhurtigt til mor på Skype, og fik svaret: "Det er nok vinduespudseren." Det beroligede mig - men kun lidt!! Man kan vel aldrig stole 100% på vinduespudsere, kan man? Af en uforklarlig grund (måske fordi jeg havde ternede pink/lilla sokker på samt løbebukser og en beskidt, alt for stort t-shirt) havde jeg IKKE lyst til, at han skulle se mig. Så jeg spurtede hele huset igennem for at gemme mig for ham. Heldigvis skulle han ikke indenfor! Jeg tilbragte ti minutter på badeværelset, hvor jeg kunne være i sikkerhed, da vinduet der er med tonet glas. Men det var jo middagstid og jeg skulle spise. Medmindre jeg havde tænkt mig at blive fundet, død af sult på badeværelsesgulvet, måtte jeg ud derfra. Så det gjorde jeg... Og da han pludselig dukkede op i køkkenvinduet, gjorde jeg som om det var det mest naturlige i verden at smide gulerodsskiver på en pande og have morgenhår kl. halv 12. Jeg sendte ham et "Nej-hej-er-du-der,-dig-havde-jeg-ikke-set-før-smil", mens han bare gloede skræmt tilbage. Så gik det pludselig op for mig, at han havde pudset vinduet indtil mit værelse og meget sikkert havde set det rod, der var. Pinligt, pinligt.
I dette øjeblik er en vvs-mand ved at ordne vores fyr, og jeg tør ikke engang forlade min stol for at komme på toilet. Måske burde jeg øve mig i lidt mere menneskekontakt? Især med håndværkere?