Jeg elsker at synge. Jeg synger rigtig meget. Især når jeg tror jeg er alene... Derfor kommer jeg ofte ud i prekære situationer, som i dag. Jeg var vandret ud i den store vide skov, og når man går der helt alene i Sønderjyllands fantastiske natur, bliver man bare nødt til at synge. Så det gjorde jeg, for jeg gør jo altid hvad man er nødt til. Tro mig, jeg havde sunget i hele 3,5 kilometer, og det var alt fra "The secret is love" til "Ooops, I did it again" (den sidste titel passer nok bedst på den kommende situation) Jeg var så nået til "My heart will go on", og havde dårligt nok lagt mærke til, at jeg var kommet ud på asfaltvejen (og altså UD fra den lydtætte skov) Mens jeg så skrålede (af NÆSTEN mine lungers fulde kraft, man har dog alligevel en vis anstændighed!) "there's noooothing i feeear", kommer så en joggende mand forbi og sender mig skrid-dog-tilbage-til-tosseanstalten-blikket. Så holder man kaje, kan jeg lige sige.
Det er bestemt ikke første gang dette sker, i folkeskolen sang jeg ALTID de 400 meter på vej hjem fra busstoppestedet. Og man hører altså ikke at der kommer en gående bag en, når man har travlt med at nynne julesange og andet halløj. Første gang situationen indtraf, var nok i 4. klasse. I hvert fald havde vi lige lært en tal-sang i engelsk, der ideforladt nok lød noget i retning af "one, two, three, four, five..." I hvert fald gik jeg og mumlede disse ord højt (kan man mumle højt?) da en ung mand passerede mig og nikkede venligt til mig (men indvendig var han ved at sprutte af grin! Tro mig!) Jeg blev så pinligt berørt og rødmede hele vejen hjem...
Så dette sker altså ofte for mig, men hvad, hvorfor ikke løbe risikoen? De folk, der buster mig i at lufte min stemme på offentlige steder, ser jeg nok aldrig igen. Og hvis jeg gør? - Synd for dem :D
Vi har vel ytringsfrihed!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar